HVEPSE eller GEDEHAMSE
Skadevirkning
De fleste kender nok hvepse eller mere præcist gedehamse (Vespa spp.), fra deres generende sværmen omkring det udendørs kaffebord og mange har også på et eller andet tidspunkt oplevet, hvor smertefuldt deres stik kan være.Normalt er hvepsestik ikke direkte livsfarlige, men bliver man stukket et uheldigt sted kan det blive alvorligt. Kommer man f.eks. til at sluge en hveps, som stikker én i svælget, kan den efterfølgende hævelse blokere luftvejene, og man bør selvsagt søge læge. En del mennesker er allergiske overfor hvepsestik. Hos dem kan reaktionen spænde fra voldsomt udslet til meget kraftig hævelse og i værste tilfælde til hjertesvigt. Hvis man har mistanke om allergi bør man derfor rådføre sig med sin læge. I nogle tilfælde vil lægen ordinere medicin, som man altid bør have på sig, så den kan indtages umiddelbart efter et eventuelt stik.
Biologi
Ligesom bl.a. bier og myrer lever gedehamse i samfund med en klar arbejdsdeling mellem de enkelte individer. Hvert samfund eller hvepsebo begynder med at en overvintrende dronning i april grundlægger et nyt lille bo. I boet er der 10-20 sekskantede celler og i hver celle lægger hun et æg. Æggene klækker hurtigt til larver, som dronningen så får travlt med at fodre med andre insekter. Når larverne er store nok, forpupper de sig i deres celle, og ca. en måned efter at æggene er lagt, kommer de voksne arbejderhvepse frem. De overtager nu arbejdet med at udvide og forsvare boet og med at samle foder til larverne, mens dronningen fremover udelukkende lægger æg. Sidst på sæsonen kan boet rumme 5-6.000 individer. Arbejderne er alle sterile hunner, men i løbet af sommeren udklækkes et mindre antal hanner og nye dronninger. Hannerne går til grunde efter parringen. Om efteråret, når arbejdet med at passe larverne er afsluttet, går boet gradvis til grunde og de ”arbejdsløse” arbejdere opsøger hver for sig søde sager, inden de til sidst dør af kulde. De nye dronninger søger tilflugt på beskyttede steder, hvor de overvintrer, før de igen begynder på nye bo om foråret.I april og maj, mens dronningen er alene, er boet på størrelse med en bordtennisbold. Det består af et papiragtigt materiale, som hvepsene fremstiller ved at blande spyt med fint træsmuld, som de har gnavet af overfladen af træværk (f.eks. plankeværk og havemøbler). I sensommeren kan boet nå en størrelse som en fodbold.
Forvekslingsmuligheder
Honningbier og gedehamse har, bortset fra den meget større Stor gedehams, omtrent samme størrelse og form, og de lever begge i samfund. Alligevel er der mange tydelige forskelle. Hvor bierne har sorte og brunlige farver, er gedehamsene alle klart sorte og gule og deres bagkrop er næsten glat, hvor bierne er mere eller mindre lodne. En anden vigtig forskel er at hvepse kan stikke flere gange, mens bier dør efter et enkelt stik. Desuden samler bier honning, som de bruger som vinterfoder. En bisværm kan derfor leve i mange år, mens hvepsebo altid er etårige. Endelig bygger hvepsene deres bo af papir, mens bierne bruger voks.Forebyggelse
Gedehamse bygger deres bo på tørre og beskyttede steder, f.eks. på lofter, i skure, eller under tagudhæng. Hvor de erfaringsmæssigt generer, kan man mindske problemet ved at spærre deres adgang med insektnet. I mange tilfælde er det dog en uoverkommelig opgave f.eks. at sikre et loft tilstrækkeligt. Som regel kan de alligevel finde huller, hvor de kan komme ind, og man er ofte henvist til at bekæmpe dem, når de først har etableret sig.Bekæmpelse
Gedehamsene er normalt ikke aggressive når man møder dem i det fri. Til gengæld bliver de det, hvis de føler sig truet eller hvis man kommer for tæt på boet. Når boet hænger et sted, hvor man har brug for at komme til, er det derfor en god ide at få dem bekæmpet. Hvis boet er tilgængeligt kan hvepsene dræbes ved at sprøjte et hurtigtvirkende insektmiddel direkte ind i boet. Når hvepsene kort efter er døde, kan man i ro og mag fjerne hele boet. På mere utilgængelige stedet kan man udlægge insektpudder, der hvor hvepsene flyver ud og ind – f.eks. gennem et hul i en mur. I løbet af et par dage vil alle hvepsene være døde. Hvis man selv vil udføre bekæmpelsen, bør man beskytte sig mod stik ved at dække hovedet og bruge handsker. Hvis man helt vil undgå risikoen kan man tilkalde et professionelt firma. Hos DPC Skadedyrsbekæmpelse råder vi over det nødvendige udstyr og kan hurtigt og effektivt løse problemet.Frit flyvende gedehamse kan fanges i fælder, som er forsynet med et passende lokkemiddel – f.eks. en sød, duftende væske. Sådanne fælder kan købes i havecentre, byggemarkeder og lignende forretninger. En langt mere effektiv, men også dyrere løsning, er at anskaffe en elektrisk insektfanger. I disse apparater lokkes insekterne til af ultraviolet lys og dræbes derefter, når de flyver mod et gitter med højspænding. DPC Skadedyrsbekæmpelse forhandler en serie af elektriske insektfangere, og vi stiller naturligvis vores erfaring til rådighed, når det gælder valg af model og ophængningssted. Til virksomheder tilbyder vi desuden serviceordninger, hvor vi med regelmæssige mellemrum tømmer insektfangerne og sikrer at de hele tiden fungerer optimalt.

